Horsens: Flytning til nyt rådhus blev billigere end ventet
HORSENS: Knap 2,3 mio. kr. kostede det, da Horsens i december-januar flyttede i nyt rådhus på Chr. M. Østergaard Vej i den nordøstlige del af byen. Det lyder måske dyrt, men er godt 200.000 kr. billigere end budgetteret, oplyser økonomidirektør Inge Kruse Rasmussen til Horsens Folkeblad.
Regningen for selve flytningen fra en håndfuld adresser til det nye rådhus lød på 1,4 mio. kroner. Dertil kommer 857.000 kr. til "oprydning" i primært det gamle rådhus og det gamle jobcenter, blandt andet udbringning af møbler m.m. til genbrug i forskellige kommunale institutioner, oplyser avisen.
Flytningen var led i en større rokade i byen, den såkaldte campus-rokade. Det nye rådhus rummede tidligere VIA University College, som i stedet er flyttet ind i et nyopført, centralt campus ved siden af banegården sammen med flere andre uddannelser.
Det gav plads til at samle stort set hele kommunens administration i det nye rådhus, hvilket betød flytning af omkring 1.000 medarbejdere til lokalerne, som inden flytningen var igennem en større renovering.
Det tidligere rådhus på Rådhustorvet midt i byen er købt af AP Pension og M+ Ejendomme og skal, når et renoveringsarbejde er overstået, rumme Borgerservice, Horsens Bibliotek og Sund By. Det forventes at ske i løbet af 2024, oplyser kommunen på sin hjemmeside. Indtil da holder Borgerservice til i midlertidige lokaler.
Det nye rådhus rummer bl.a. et Borgertorv, hvor borgere med ærinder andre steder end Borgerservice bydes velkommen.
Det nye rådhus, som tidligere var University College.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.